Brisling

Kendetegn:
Ligner sild meget, men kan kendes på bugens række af kølskæl, som hos brisling stikker frem med en skarp spids, så midten af bugen fremstår savtakket. Af denne årsag kaldes brisling også skarpsild. Brisling har desuden mindre øjne og større skæl end sild, og hos brisling sidder bugfinnerne modsat sild hæftet foran starten af rygfinnen.

Størrelse:
Op til ca. 20 cm, men mest almindelig fra 8-12 cm.

Udbredelse:
Udbredt i Atlanterhavet fra Nord-Norge mod syd til Middelhavet og til Sortehavet. Desuden i Nordsøen og i hele Østersøen.

Biologi:
Som sild er brisling en udpræget stimefisk, som lever fra overfladen til ca. 150 meters dybde. Føden består af forskellig slags dyreplankton, mest cope-poder. I modsætning til sild foretager brisling ikke så lange vandringer. Som hos sild findes en række lokale stammer med noget forskellig biologi. Gydningen sker fra januar til juli måned afhængig af stamme. Æggene er små, ca. 1 mm, og en hun kan gyde op til 14.000 æg pr. gydning. I modsætning til sild driver brislingens mg frit i vandet, og klækker efter ca. en uge. Nyklækkede larver er kun 3 mm lange, og larvernes dødelighed er stor. Indtil sit tredje leveår findes brislingen primært kystnært, men på dette tidspunkt bliver den kønsmoden første gang og vil da vandre mod gydepladserne længere til havs. Højeste alder er ca. 7 år.

Fiske/madværdi:
Brisling er en meget vigtig industrifisk, d.v.s. den fiskes til mel og olieproduktion. Større brislinger bruges også til konsum, hvor de nedlagt i olie sælges som sardiner eller marineret som ansjoser. Det største fiskeri foregår i Nordsøen, Skagerrak og i Østersøen, hvor brisling primært fiskes med trawl. Den samlede årlige fangst af brisling i Nordsøen har i midten af 1970'erne været så høj som ca. 600.000 tons. Fangsten er nu nede på ca. 60.000 tons, men en god årgang fra 1986 giver håb om en stigende fangst. Også lokalt kan brislingefiskeriet have en vis økonomisk betydning, f.eks. i Limfjorden.
Et af Havørredens fødeemner se her.