Stenderup hage
Stenderup Hage En af Lillebælts perler, netop der hvor den snævre del af Lillebælt ophører og bæltet bliver bredere.
Her er det hele, flot udsigt med Fænø og Fænø kalv i nord, og det langstrakte Føns odde på Fyn i øst. Selve fiskepladsen byder på fin strøm og dybt vand tæt på land. Bunden er meget varieret, lige fra leopardbund til ren sandbund. Det dybeste vand findes lige omkring selve spidsen, fisker man til højre derfra begynder revledannelserne og lidt længere sydpå kan man vade ca. 100 m. ud.
Til venstre for spidsen op mod gl. Ålbo ligger skovklædte skrænter og vandet er lidt fladt ca. 75 m. ud. Derefter kommer der nogle skrænter på havbunden, her kan der virkelig fiskes på dybt vand. Hvert år fanges der fine havørreder på denne plads, og til tider nogle af bæltets store sildeædere.
Læs lidt historie fra Hagen
Som hovedregel skal alle lystfiskere over 18 år have et lystfisketegn. Det gælder også til undervandsfiskeri. Er du under 18 år eller har du ret til folkepension, behøver du ikke et tegn.
Kørselsvejledning: Fra Kolding køres mod Skamling af skamlingvejen til første rundkørsel. Fra rundkørslen køres mod Stenderup. Efter byen Stenderup drejes til højre mod Gl Ålbo. Efter nogle km. skiltes der på højre side med Stenderup Hage. Følg denne helt ned til vandet.