Fultons formel

Det antages, at fisk med en konditionsfaktor fra 1 og opefter er i god form. De fleste blanke ørreder, som fanges på kysten, har en konditionsfaktor mellem 1,0 og 1,2. Nedgængere derimod, som lige er skyllet ud af gydevandløbet, har generelt en konditionsfaktor på mellem 0,7 og 0,9.

Disse retningslinjer er dog meget generelle, for ørreder kan fra naturens hånd enten være henholdsvis buttede eller slanke. Derfor kan en nedgænger med  konditionsfaktoren 1 fra Karup Å, hvor fiskene er korte og kompakte, sagtens være i væsentligere ringere kondition end en nedfaldsørred fra Bornholm – hvor ørrederne er mere slanke – med konditionsfaktoren 0,9. Det kan måske være svært at forstå, men følgende regne eksempel viser, hvor meget de to ørreder reelt har mistet af kropsvægt under opholdet i ferskvand.

Den fra Karup

Gennemsnitsørreder fra Karup Å på 75 cm vejer ca. 5,3 kg, mens en bornholmsk ørred med den samme længde ifølge Fulton´s formel bør veje 4,2 kg. Efter gydning har fisken fra Karup Å en konditionsfaktor på 1. Omregnet betyder det, at den har tabt 1,1 kg i ferskvand. Den har med andre ord mistet ca. 21 % af sin kropsvægt – og ville have en konditionsfaktor på 0,79, hvis Fulton´s formel var lavet efter ørreder fra Karup Å.

Den Bornholmske

Den bornholmske ørred har en konditionsfaktor på 0,9 – og har dermed kun mistet 10 % af sin kropsvægt under gydning. Den bornholmske ørred er dermed relativt i bedre form end nedgængeren fra Karup Å. Eksemplet viser, hvor mangelfuld Fulton´s formel er, når det drejer sig om forskellige ørredtyper. Der er derfor al mulig grund til ikke at overfortolke på udregnede konditionsfaktorer. Formlen fungerer absolut bedst, når den bruges til at sammenligne ørreder med samme kropsform.
Bornholm info