Stenbider

Kendetegn:
Kan næppe forveksles med andre arter. Hos ældre fisk er en tyk hudkam vokset op og dækker forreste rygfinne. På bugen sidder 12-15 sugekopper i en cirkel. Cirklen er omgivet af en tyk hudfold, som er de omdannede bugfinner. I gydeperioden udvikler hannen rød bug og finner.

Størrelse:
Hunner op til ca. 65 cm, hanner op til ca. 55 cm.

Udbredelse:
Findes i det østlige Atlanterhav fra Portugal til Grønland og Svalbard. Findes desuden i hele Østersøen.

Biologi:
Stenbiderens forekomst har altid vejret omgivet af en vis mystik. Hanner og hunner kommer til de danske kyster i januar-marts for at gyde på lavt vand. Hunnen kan rumme en stor mængde æg, op til ca. 200.000 styk, som er ca. 2 mm i diameter. Æggene er rødlige, når de gydes, men bliver kort efter grønlige. Æggene lægges i klumper på bunden. Hannen bliver ved æggene, til de klukker, mens hunnen forlader gydeområdet kort efter gydningen. Æggene klækker ca. 2 måneder efter gydningen, og først da forlader hannen området. Ynglen er 6-8 mm lang ved klækning og grønne i farven. De har en tydelig første rygfinne modsat de voksne fisk. Ynglen lever kystnært til det følgende efterår, hvor de søger mod dybere vand. Der hersker tvivl om, hvor fiskene færdes efter gydning. Man mener, at de voksne fisk lever på dybt vand, både ved bunden og pelagisk. Det samme gælder sandsynligvis ungfiskene. Mave-undersøgelser af stenbidere har vist, at de æder såvel bunddyr som pelagiske krebsdyr.

Fiske/madværdi:
Rognen er eftertragtet og bruges til uægte kaviar.
En røget stenbider smager også fint.