Barsø den 1.11.2008

Ovenpå vores vellykkede fællestur til Barsø d. 18 oktober ville jeg lige derned igen "inden lukketid" for at se om alle de undermålere, som vi havde fat i, var blevet lidt større. For at få en skovtur ud af det, samlede jeg en lille flok bestående af to nye medlemmer og min søn Gustav. Alle tre er nystartede havørredfiskere, så for at de skulle få lidt succes, havde jeg udrustet hver af dem med "Slagteren" for enden af forfanget – så man kunne næsten kalde os for "De fire fra Slagterklubben".

Michael og Georg havde også besluttet, at tage en tur til Barsø, så dem havde vi sat stævne. For at være sikre på at fange flere og større fisk end os, ville de dog tage færgen allerede kl. 8, medens vi først mødte til direktørtid. Vi regnede med, at de to herrer ville blive vores eneste konkurrenter om fiskene, da vejrudsigten lovede hård østlig vind og regn – men vi blev klogere. Der var flere fiskere end bundgarnspæle i Genner Bugten!

Det viste sig, at hele to lystfiskerforeninger plus det løse havde slået sig ned på øen, hvis indbyggertal hermed blev firdoblet. Pgra vinden flokkedes alle på vestsiden, så der var kun plads til at kaste ret ud og tilmed stå med samlede ben. Pudsigt nok havde alle fisk over målet besluttet sig for at flokkedes på østsiden – her kunne de også være i fred for et sandt bombardement af blink, woblere, orm m. bly, fluer og bombardaflåd. Det blev heldigvis til fisk til alle mand – ialt 17 stk. Men ingen over målet. Da vinden drejede om i NØ ved middagstid stoppede det hele brat. Josef, som havde købt nyt udstyr til sin nye hobby, fik fisk i første kast og i alt 7 stk. – så han er solgt (godt han er blevet gift inden).

Ud på eftermiddagen gik vi retur mod færgelejet, hvor Michael og Georg havde fisket det lille rev tyndt i håbet om at få et foto på fluefiskersiden.dk, men det var ikke lykkedes. For at hjælpe dem på vej, gav vi dem hver en "Slagter", men jeg tror de var for forfrosne til at fiske den "rigtigt", så resultatet udeblev!
Alt i alt var det en dejlig dag på Barsø i hyggeligt selskab. Vi vender tilbage – men sig det ikke til nogen, for så kniber det sgu med pladsen derovre.