Kategori: Lillebælt

Fisk på

Den ene af dem Hans havde lagt stangen og stod klar med et net. Vi råbte dem an. Er der fisk? Er den god ? Svaret kom prompte fra Hans der stod med nettet. Det er en plus 6. Så sprintede Leif og jeg de 200 meter hen langs stranden. I en yndefuld lydløs galop af den slags som kun kan laves i waders på en strand med stænger, hænderne og net slæbende efter.

Kameraet

På vejen hen fik jeg fisket kamera frem og tændt det, så man straks kunne få lavet billeder af fisken. Store fisk kan jo smutte af, så et foto inden ville da være en lille trøst for Jan, der stod med stangen godt bøjet ud mod fisken. Fisken trak roligt en 10 meter foran Jan fra side til side. Den kom op i overfladen flere gange, roligt og sejt trækkende. Vi så den mørke ryg. Nøj den er stor udbrød vi, prøv lige at se den ryg. Jeg fik lige opmuntret Jan med en bemærkning med den er nok farvet.

Stor fisk

Sammenbidt svarede Jan den er ikke farvet. Hans der stod med nettet sagde, den er sgu større end den jeg fik på 6 kg. sidste år. Fisken kom nu helt op i overfladen. Det er en Varde å laks, var mit næste udbrud den havde størrelsen, som dem der havde været i diverse fiskeblade dette forår. Pludselig går det op for mig at her har vi en mega fisk.

Juniorerne ankommer

Leif spørger om jeg får billeder at fisken, ja ja jeg knipser hver gang jeg ser en krusning i overfladen, men jeg skal jo også være klar til et nærbillede, af ansigtet hvis han mister den sagde jeg. Det medførte ooohh åååhhh fra både Hans og Leif. Jan var derimod kold, han havde set den var kroget så den ikke kunne falde af. Så kom de juniorer, Leif og jeg havde aftalt fisketur med. Jeg fik råbt de skulle komme stille, det er en kæmpefisk.

Den sidste fight

Som vi andre, da de så fisken gik der er gys igennem dem. Fisken var ved at være godt træt, og Jan begyndte nu med et kontant pres at få den vendt så Hans kunne nette den. Vi fik sagt det er godt du ikke står her alene Jan, uha ja mente Hans det vil nærmest være umuligt. Fisken blev nu trukket hen til Hans der får nettet under den. Inden i mig skreg jeg løft, fisken ligger nu med hovedet ud over net rammen. Halestykket rager ca. 20 cm ud over net rammen.

Suset

Et øjeblik ligger fisken hvor den kan, hvis den vil springe fri fra nettet. Men den er træt og dumper i posen, da Hans løfter nettet. Et suk et skrig et hurra kommer fra os alle, Jan sprang frem til Hans. Sammen slæber de nettet med fisken ind på stranden. Svineheld, mandolinfeber og fuldendt lykke. Ind på stranden kom fisken, Jan stillede sin stang takkede Hans der stadig holdt nettet. Jeg tror Jan var lidt ved siden af sig selv. Han jublede mod himlen kiggede ned på fisken lettere vantro, jow den var der sgu og den var virkelig og stor mega stor.

Dokumentclipset

Hans der stod med nettet sagde pludselig du var meget heldig Jan, prøv at se her, midt på siden i nettet sad en udrettet springring der stadig havde fat i hægten. I bunden lå fisken stadig med blinket i munden. Det gøs i os alle, tænk om den bare havde rusket en sidste gang, så linen var blevet slækket eller spring-ringen havde rettet sig helt ud. Spring-ringen lignede en dokumentklips man har siddet og leget med under et kedeligt møde. Et kæmpe svineheld det ikke skete.

Diagnosen

Jeg aner ikke hvordan Jan ville havde reageret hvis det var sket. Men var det sket for mig havde jeg nok fået et par blodpropper øjeblikkeligt. Styrtblødt fra samtlige kropsåbninger, inden jeg havde lagt mig i det opskyllede tang med ønske om at dø der.

Mandolinfeber

Jan ville nu aflive fisken, men mandolinfeber havde svækket ham. Han søgte efter en sten han kunne løfte, men de var ligesom limet fast i sandet. Jonas en af de ankomne juniorer viftede med en god opskyllet kævle, det var ligesom Jan ikke så eller hørte det, hvad der nok skyldes mandolinfeber. Han kom til sig selv og tog den tilbudte kævle med et tak. Gav et par aflivende slag og udbrød, hvorfor har jeg dog bestilt et par uger ved Gaula denne sommer? Ja hvorfor mon grinede vi.

10,7 kilo Sølvblank Laks

Jan kom til sig selv igen, nu skal jeg ringe, jeg skal ikke fiske mere jeg skal have en øl. Jan fik fumlet en øl frem. Vi kunne nu alle se hvor godt den var kroget, blinket sad godt og dybt, således linen ikke kunne komme ind i munden på den under fighten. Hans satte vægten i fisken løftede den og vægte viste 10.7 kilo, et målebånd blev fundet frem og det viste 104 cm. Jan måtte slippe sin øl, vi skulle jo have et par billeder af den helt friske Laks. Jans kvababbelser ville ingen ende tage, mens vi tog billeder han jamrede sig over den var tung at holde. Jeg kunne kun beklage mit kamera var lidt langsomt, hvilket også havde irriteret mig under fighten, jeg burde vel klage til min arbejdsgiver, der har givet det til mig som en del af mit værktøj.

Jan fik nu tid til at ringe til gud og hver mand, der var opført i hans telefonbog. Vi andre beundrede stadig fisken der lå og skinnede. Den kunne ikke være mere perfekt blank med havlus og i god stand. Den manglede fedtfinnen, så den er muligvis fra en eller anden udsætning ingen af os kunne huske noget, eller nogen udsætning vi med sikkerhed vidste den kom fra. Så det må stå hen til nærmere undersøgelse. Vi måtte vel hellere komme i gang med at fiske igen, og Jan kunne nu plapre løs i telefonen med dem der svarede hans opkald.

Bevisførelsen

De juniorer der kom havde, da nu et bevis på at der er store fisk, hvilket glædede mig vildt. Som juniorleder kan det vi lige havde oplevet ikke være bedre. Hvis misundelse er at man godt kunne tænke sig at fange sådan en fisk, så tror jeg vi alle var meget misundelige. Vi fiskede videre mens vi lyttede til Jans telefonsamtaler. Jan gav os fyldige referater fra hans forbløffede venner. Af og til måtte vi bekræfte at fangsten var virkelig. Efterhånden som Jan fik fortalt om sin fangst i telefonen, kom han mere til sig selv, lige bortset fra han nu bare var et stort smil der svævede inde på stranden.

Drilleriet

Vi snakkede om det svineheld med den udrettede springring. Vi bad Jan bekræfte, om det ikke havde været ærgerligt og have miste så godt et blink. Jan havde nu fået ringet til et par stykker. Han var faldet lidt til ro, men stadig svævende. Vi havde jo alle rost den flotte fisk. Så vi kunne nu fordybe os i hvorfor den manglede fedtfinnen. Den måtte jo være rådnet af. Fisken var jo fyldt lus uden tvivl et Reersø udslip. En kemo hybrid ørred uden fedtfinne af værste slags. Ingen af vores modbydelige udtryk om fisken bed på Jan, han var bare et stort smil.

Flere af hans venner ankom. De var alle vildt begejstrede ved synet af den store fisk. Der var en der opdagede, at der nede i munden på fisken sad endnu en trekrog. Uhhh mine tanker går til den stakkel der har mistet den tidligere, man må ikke håbe han havde set hvor stor den var. Solen var på vej ned vi pakkede sammen, jeg orkede ikke at fiske meget den aften. Men kørte glad hjem, tænkte på hvorfor jeg ikke havde fået den fisk, men var tilfreds med at juniorerne havde fået den oplevelse med.

Derfor er man lystfisker

Som juniorleder i Fredericia Sportsfiskerforening har jeg tit tænkt på hvorfor jeg dog gider at bruge min tid på dem. Hvad får jeg ud af det ? Tja jeg stjæler fra deres forældre. Jeg får øjeblikket. Hvor jeg gennem mit kamera ser glimtet, glæden og stoltheden, når jeg tager billeder af dem, med deres fangster. Og i dag var det i Jan der havde blikket som den glade junior bare lidt ældre.

Christian Jensen