Fællesturen den 26.11.2005

Efter en del afbud var vi 5 mand tilbage der mødtes på parkeringspladsen ved Skyttehuset, nord siden af Vejle fjord.

Henry, Svend Erik, Store, Fus og undertegnede. Prognosen for vandstand så ikke for godt ud denne dag, den skulle ligge en del under normalen hele dagen, nå men vi kom i dresset fik rigget vore fluestænger til, og gik til vandet.
Vi fiskede det bedste vi havde lært dog uden fisk på land, i pauserne blev der fortalt om ture til stedet her, alle historier indeholdende de gode minder fra ture både vinter og forår.
Jørgen (sappe) kom og besigtigede stedet, vi fik alle en lille snak om fjordens tilstand, og der blev snakket om løst og fast indenfor fiskeriet.

Talte ligeledes med Carsten som er ny medlem på siden, velkommen i øvrigt. Carsten er fluefisker og kan specielt godt lide fiskeriet i vintermånederne, der ud over fotograferer han en del. Store havde en lang samtale med en knægt der godt ville have et par fiduser indenfor fiskeriet. Henry og Svend Erik måtte undervise et par unge knøse i fluefiskeri. Under mørkningen så vi en del fisk trække rundt og enkelte ringende fisk, jeg selv mærkede et par forsigtige nap, Fus havde ligeledes et hug i det sidste dagslys.
En dejlig dag med godt vejr og godt selskab.